Books,  OTHER THINGS

Er du også særligt sensitiv?

Der findes et nedarvet personlighedstræk som ca. 15-20% af alle mennesker er i besiddelse af. Dette personlighedstræk er stærkt forbundet med et særligt følsomt nervesystem, og derfor kaldes det særlig sensitivitet. Mange af de mennesker som besidder trækket mangler både grundlæggende forståelse for det, og kan derfor have svært ved at acceptere det.

Lignende bluser:  Bluse 1   Bluse 2   Bluse 3

Eftersom ca. hver femte person har dette personlighedstræk, har de fleste højst sandsynligt været i berøring med nogen som er særligt sensitiv, eller måske selv er det i højere eller mindre grad, så emnet er også aktuelt for ikke særligt sensitive.

  1. Elaine N. Aron: “Særligt sensitive mennesker”
  2. Ted Zeff: “Særligt sensitives guide. Øvelser, der beroliger sanserne i en overstimuleret verden”
  3. Ulla Hinge Thomsen: “Særligt sensitiv – guide til det gode liv”
  4. Karen Pallisgaard: “Langsom livsstil – kunsten at få ro på”

Men lad os gå lidt tilbage i tiden, nemlig til begyndelsen af halvfemserne. Her møder vi nemlig den amerikanske kliniske psykolog Elaine N. Aron, der på baggrund af sin mangeårige deltagelse i terapier begynder at forske i sensitivitet.

Årsagen til, at Elaine N. Aron selv deltager i terapi i mange år skal findes i det faktum, at hun er meget sensitiv og af den grund føler sig anderledes, dårligere og mindre værd end andre. Hun ønsker at komme til bunds i årsagen til denne sensitivitet, samt finde ud af, hvordan man kan skabe sig et godt liv som særligt sensitiv.

Elaine N. Arons personlige erfaringer og forskning inden for emnet resulterer i den allerførste bog om særligt sensitive mennesker, hvor hun netop sætter det særligt sensitive personlighedstræk i relief. Arons bog “Særligt sensitive mennesker” kan i dag betragtes som en klassiker inden for området, den giver os svar på mange af de spørgsmål, vi måtte have vedrørende emnet. Bogen indeholder desuden en selvtest, hvor det er muligt at teste sig selv og finde ud af om man er særligt sensitiv. Mange gode fif til, hvordan man kan håndtere sin sensitivitet i dagligdagen og i arbejdsmæssige sammenhænge hjælper læseren med at skabe sig et godt liv som særligt sensitiv.

Hvad karakteriserer særligt sensitive mennesker?

  • stor empati med andre og ønsket om at hjælpe
  • særligt følsomt nervesystem
  • god intuition
  • samvittighedsfuldhed
  • høj sensitivitet over for lyde/støj, lys og lugte
  • god iagtagelsesevne
  • lav stresstærskel
  • bearbejder indtryk dybere
  • reflekterende
  • bliver hurtigt overstimuleret
  • mærker livet stærkere
  • funderer dybt over tingene

“Særligt sensitive mennesker” af Elaine N. Aron er den vigtigste bog som alle særligt sensitive bør have i sin bogreol. Men den kan også bruges af alle som ønsker en bedre forståelse af deres særligt sensitive familiemedlemmer, venner og kolleger.

Siden udgivelsen af den første bog om særligt sensitive mennesker er der udkommet mange flere blandt dem psykologen Ted Zeffs bog “Særligt sensitives guide. Øvelser, der beroliger sanserne i en overstimulerende verden.” Det er en bog som er udgivet i et handy håndtaske-format og den findes også som e-bog, hvilket er meget praktisk.

Ted Zeff deler i sin bog mange praktiske øvelser vedrørende stresslindring i vores dagligdag, eller hvordan vi skaber et mere roligt arbejdsmiljø. Det er en fin guide med mange praktiske og brugbare råd. Følges de konkrete råd bliver det helt klart meget lettere at være særligt sensitiv.

Rådet om f.eks. brug af computer kan dog bruges af alle, da vi i vore dage bruger meget tid foran skærmen: “Internettet og computerne med al deres overstimulering er blevet et livsgrundlag i det enogtyvende århundrede og mange mennesker er blevet nødt til at tilbringe meget af deres arbejdsdag siddende foran en computer. Prøv på at gøre ophold hvert kvarter og lav strækøvelser eller en kort gående meditation. Hvis det ikke er praktisk, kan du simpelt hen lukke øjnene og fokusere på dit åndedræt i et par minutter. Du bør også holde regelmæssige pauser for at undgå at udvikle smerter i ryg, hals og håndled.”

Det er i hvert fald et meget brugbart råd vi her får, det er værd at huske sig selv på hver gang man sidder foran skærmen, for forbyggelse kan som bekendt altid betale sig – hvem gider blive syg af at bruge en computer, det er der selvfølgelig ingen der gør.

Der er også journalisten Ulla Hinge Thomsens bog “Særligt sensitiv, Guide til det gode liv” med det flotte lyserøde omslag. Ulla Hinge Thomsens bog fungerer også som en rigtig fin guide med helt basale og brugbare tips til særligt sensitive voksne, men indeholder også et helt kapitel om særligt sensitive børn, samt om det at være på arbejde som særligt sensitiv.

Apropos arbejdet kan vi læse følgende i bogen: “Endelig lærte jeg gennem mit sidste job, at uanset hvor spændende og prestigefyldt jobindholdet er, duer det ikke med åbne kontorlandskaber, for mange konflikter og højt arbejdspres for mig. Jeg tager det hele lige ind og bliver alt for påvirket af det, og i længden er jeg skidt selskab for dem, jeg elsker derhjemme, når jeg er konstant overstimuleret på mit arbejde.”

Det med de åbne kontorlandskaber og et højt arbejdspres har jeg også prøvet og havde det ligesom forfatteren, og kan derfor baseret på egne erfaringer klart sige “never again”, det dur slet ikke for de fleste særligt sensitive. Ulla Hinge Thomsens bog er anbefalingsværdig for alle, der sanser alt ekstra kraftigt, så den skal med i bogsamlingen.

Sidst, men ikke mindst er jeg faldet over en skøn bog “Langsom livsstil, kunsten at få ro på” skrevet af Karen Pallisgaard. Denne bog er skræddersyet til særligt sensitive, idet den netop handler om den langsomme livsstil, hvilket er i trit med, hvad personer med lav stresstærskel kan have godt af at praktisere.

Særligt sensitive bliver hurtigt overstimuleret og stresset, så det med at sætte tempoet ned, vil være noget af det første man kan gøre, for at få et liv i mere harmoni og balance. Bogen er fyldt med gode råd som alle kan praktisere og indeholder desuden mange smukke og inspirerende illustrationer.

Forfatteren minder os bl.a. om, hvor vigtigt det er for vores velbefindende at træne åndedrættet og afslapning. Kan af egen erfaring bekræfte dette og har faktisk selv gået til mindfulness det meste af foråret og sommeren, hvor vi på holdet lavede mange afslapnings- og åndedrætsøvelser, samt skønne meditationer, og det virker, skal jeg hilse og sige.

Så nu tager jeg et par dybe indåndinger og sætter kurs mod stranden, for at lade op og fylde mine lunger med den dejlige friske havluft. Jeg håber du passer godt på dig selv og gør alt det, som fremmer både dit psykiske og fysiske velbefindende, såvel i dit private som arbejdsmæssige liv.

Kærlige sensitive hilsner

Zophia

Follow on Bloglovin

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Translate »