Books,  Health

Du kan også blive sukkerfri

Når voksne mennesker bliver spurgt om, hvad der er vigtigst i deres liv, svarer de oftest, at det er helbredet, samt relationer til andre. Det at helbredet sættes højt på listen er vel ikke nogen overraskelse, men først, når mennesker mister det gode helbred, forstår de til fulde, hvilken kostbar skat de har mistet. Indtil da viser det sig, at mange sætter helbredet højt, dog uden at gøre noget særligt for ikke at miste det.

 

Så længe vi er sunde og raske har vi tendens til ikke at skænke vores helbred en tanke. Børn og unge bekymrer sig aldrig om deres helbred, når de f.eks. fylder sig med slik, chips, sodavand og fastfood. Først når man bliver ældre og mere selvbevidst, bliver man mere opmærksom på, hvad man spiser og hvordan det påvirker ens helbred. Vi bliver hvad vi spiser. Vores livsstil er i det hele taget medbestemmende til, hvorvidt vi kan forvente at leve som raske mennesker eller om vi skal forberede os på at gøre os gode venner med lægen og medicin, når helbredet begynder at skrante.

I denne sammenhæng er det værd at granske sine egne overbevisninger og se på, hvordan de hænger sammen med vores spisevaner. Vores overbevisninger og spisevaner stammer fra vores barndom og det hjem vi er vokset op i. Hvad spiste vi mon der? Hvilke spisevaner fik vi med os, da vi fløj fra reden? Bestemmer disse spisevaner og overbevisninger stadigvæk over, hvordan vi ernærer os i dag? Var det normalt, at der blev spist sukker i forskellige former hver dag?

Vi kan observere, at antallet af overvægtige er stigende og det er selvfølgelig en forkert udvikling. Senest jeg deltog i en stor forsamling, lagde jeg netop mærke til alle de overvægtige mennesker og der var overraskende mange af dem, så statistikkerne lyver ikke.

Jeg lægger også tit mærke til, hvad folk lægger på båndet, når jeg handler ind. Især det som unge i deres frokostpause køber af slik, sodavand og fastfood bider jeg mærke i. Hvorfor har de ikke en sund madpakke med i skolen? Hvorfor tilbyder skolen ikke et sundt frokostmåltid til dem? Det er ikke mine børn, men det bekymrer mig helt seriøst, at de fylder sig med store mængder af sukker, der jo er en direkte vej mod mange livsstilssygdomme.

Vi lever selvfølgelig i et frit land og kan spise, hvad vi lyster, men alt har konsekvenser og sukker fører til afhængighed på lige fod med tobak, alkohol og rusmidler, og det er et veldokumenteret faktum. Sukkerafhængighed fører også til flere livsstilssygdomme, men på trods af dette viser statstikkerne, at en dansker spiser mere og mere slik og drikker mere og mere sodavand.

Denne liste over sukkers negative virkninger stammer fra bogen “Det nye selvhelbredende menneske” skrevet af dr. Sanna Ehdin Anandala.

Det er ikke så længe siden jeg så en tegning, hvor en mand på et podie spurgte publikum om de ønskede sig ændringer og alle løftede hænderne. Så spurgte han dem om, hvem der ville ændre noget i deres liv og der var ingen der løftede hånden. Ja, det er let at ønske sig ændringer, men det bliver straks vanskeligere, når det er én selv, der skal iværksætte dem, for det kræver konkrete handlinger, mens blot at ønske sig noget ikke kræver nogen form for umage.

Ønsker vi at beholde vores gode helbred, må vi være indstillet på at gøre noget konkret for det. Vi kan begynde at undersøge vores værdier og skulle det vise sig, at netop et godt helbred og et liv uden afhængigheder er vigtigst, er det et godt argument for at gøre noget ved sukkerafhængigheden.

Derudover er det for mange kvinder også vigtigt, at man ser godt ud og kan bruge den rette tøjstørrelse, man føler sig mest attraktivt i. Jeg vil vove at påstå, at vi i forvejen er søde nok, og derfor absolut ikke har brug for sukker i vores liv. Hvis nogen spørger dig, hvorfor du dropper sukkeret så sig blot til dem, at du er sød nok!

“Sukker er en gift, der har en række meget skadelige virkninger på kroppen. Det høje sukkerforbrug i dag øger risikoen for en for tidlig død – men det går langsomt og med gradvis forværring. Sukker er som rygning – det mærkes ikke før efter et vist antal år, når kroppen er blevet for belastet. Det er faktisk værre end rygning, for man ved jo, hvor meget man har røget, men sukkerindtaget er sværere at vide noget om, da det meste skjules i den moderne mad. Det hjælper ikke, at der er farverigt, smukt indpakket eller sælges med festligt lokkende reklamer – virkningen er den samme for den stakkels krop.”, citat af dr. Sanna Ehdin Anandala

Er det en afhængighed, hvis man spiser sukker hver dag eller flere gange om ugen? Svaret er højst sandsynligt et JA. Især hvis indtaget af sukker kommer i forbindelse med situationer, hvor vi ønsker at trøste eller belønne os selv, samt i forbindelse med stress. Men også, hvor det bruges som et fast element til at hygge sig med dvs., at man spiser noget sødt til aftenkaffen, eller når man mødes med veninderne.

Vores bevidste observationer vedrørende, hvornår og under hvilke omstændigheder vi spiser søde sager eller drikker læskedrikke, fortæller os meget om vores største sukkerfælder. Kig nøje på dit liv, skriv gerne i din dagbog alle de gange du har indtaget noget som indeholder sukker.

Hvis du har sukkerafhængighed vil du blive overrasket over, hvor ofte du indtager sukker i løbet af dagen og ugen, samt hvilke omstændigheder, der er forbundet med det. Registrer også dine følelser dvs. hvordan du har det inden du indtager sukker og efter. Er du afhængig af sukker, får du ligesom rygere abstinenser, hvis du ikke får sukker. Mange mennesker er sukkerafhængige, men de ved det ikke en gang selv, men ved at observere sit sukkerforbrug nøje, er det muligt at finde ud af om det er tilfældet.

“Ifølge en medicinsk definition burde raffineret sukker i forskellige former ikke findes i mad, da det er en gift, der stjæler næring fra kroppen! Sukker var sandsynligvis ikke blevet godkendt som tilsætning til almindelig mad, hvis det havde været et nyt produkt i dag. Det er et afhængighedsskabende nydelsesmiddel – ikke mad.”, citat af dr. Sanna Ehdin Anandala

For de fleste sukkerafhængige er det meget vanskeligt med at droppe sukker på en gang, så det er bedre at begynde langsomt og skære ned på det og på den måde blidt afvænne sin krop fra den hvide gift. Sukker er nemlig ren gift, det ved vi i dag og med den viden må alle voksne, som har et ansvar for børn også sørge for, at de mindste ikke bliver afhængige af det allerede fra barnsben.

Forleden så jeg en mor på Youtube forberede en børnefødselsdag for sin søn, og da dagen kom fik børnene serveret så meget slik og kager, at jeg tabte kæben. Jeg troede ikke mine egne øjne, kvinden gjorde sit eget barn til en sukkerafhængig. Tænkte hun slet ikke på konsekvenserne? Kunne hun virkelig være så uoplyst og ubevidst, er det overhovedet muligt i vore dage, hvor der bliver snakket så meget om sukkers skadelig virkning? Jeg var chokkeret, må jeg indrømme. Og så huskede jeg dengang for mange år siden, hvor min veninde kom på besøg med sin lille datter og inden ankomsten kommunikerede hun, at hendes datter kun spiste sund slik dvs. alle slags nødder, mandler og tørret frugt, men ikke den traditionnelle slik, der ikke består af andet end sukker. Det er således muligt at opdrage sine børn uden at gøre dem afhængige af den giftige sukker.

Inspirerende bøger: “Sukkerfri børnefest – Is, kager, desserter & søde sager” af Ditte Ingemann, “Sukkerfri – 40 dages-udfordringen” af Hannah Frey og “Året rundt uden tilsat sukker – Højtider og festlige begivenheder” af EASIS A/S

Med enhver form for afhængighed forvandler mennesket sig til en slave af det stof, som det er afhængigt af. Lad os ikke tillade sukkeret af styre vores liv. Har du f.eks. et dårligt humør så lad dig ikke friste til at kurere det med slik, da slik aldrig burde bruges som et middel til at regulere ens humør med.

Hvis du opfatter dit liv som bittert så arbejd på at ændre det, som du ikke trives med i stedet for at forsøde dit liv med slik, kager og andet sukkerholdigt. I den sammenhæng kig derfor på, hvad du i det hele taget associerer kager og slik med, forbinder du dem med glæde og lykke? Hvis “ja” gå i gang med at omprogrammere din opfattelse, da sukker aldrig må forbindes med disse følelser, det er simpelthen en forkert måde at opfatte sukker på, det er en illusion.

For mange mennesker er det at spise søde sager forbundet med at fejre noget, samt med belønning og en nydelse. Og hvis man blot kunne nøjes med at fejre noget med en lille bitte kage en sjælden gang ville det være godt, men sådan er det ikke med sukker, den skaber hurtigt en afhængighed og kroppen skriger på mere og mere.

Undersøger vi færdigretter og andre produkter i vore supermarkeder finder vi hurtigt ud af, at de er fyldt med sukker, der er simpelthen sukker i alt! Fødevareindustrien sparer ikke på sukker, så her skal vi også være ekstra på vagt.

“Sukkerafhængighed er en nedarvet følsomhed overfor sukker, som kan forstærkes ved et højt indtag af kulhydrater gennem opvæksten. Det betyder, at sukker eller sød smag trigger lysten til mad, præcis som en drink trigger afhængigheden hos en alkoholiker. Derfor må man undgå alt sødt og det, der trigger én, og nøje afbalancere kroppen med den rette mad..”, citat af dr. Sanna Ehdin Anandala

I stedet for at rationalisere, hvorfor man bruger sukker, er det bedre at droppe det en gang for alle. At alle omkring os indtager sukker behøver ikke at være vores argument, for at vi skal gøre det samme, ud med den hvide gift! Måske bliver andre inspireret til at gøre det samme.

Når vi omprogrammerer os til at betragte sukker som HVID GIFT, har vi ikke længere noget gyldigt argument til at fortsætte med at indtage det. Når noget er giftigt er det en selvfølge, at vi undgår det, sådan er det bare. Sandheden om sukker er, at det bør aldrig være en del af vores kost og vi har ikke brug for det. Desuden kan vi jo altid spise frisk frugt i stedet for, som også er sødt, men indeholder mange vitaminer, dog i ikke alt for store mængder, da det ikke er godt for os.


Næste gang vi går forbi et konditori, kikker vi ikke på alle kagerne som noget, der kan tilføre vores liv mere lykke, glæde eller nydelse, men på noget, som i virkeligheden er en bunke sukker og gluten, der kan smadre vores helbred. Når vi har afvænnet os fra at spise sukker og lært os selv at tænke på sukker som ren gift, mister vi helt lysten til at have noget med det at gøre.

Hvad kan man gøre her og nu, hvis man er afhængig af sukker? Først og fremmest skære ned på det og holde sig fra at købe slik, kager, is, sodavand og alt andet som indeholder sukker. Vores hjem skal ideelt set være sukkerfrit, det er målet. Vi kan også erstatte sukker med nødder, mandler, tørret frugt og frisk frugt, og på den måde holde mulige abstinenser nede og lære os selv at spise sundere.

Når du skærer ned på indtaget af sukker, vil du få mere energi, bliver bedre til at koncentrere dig og få det i det hele taget bedre. Arbejd på at gøre dig helt fri af sukker, din krop vil fungere meget bedre og du slipper for de livsstilssygdomme som flere og flere bliver ramt af. At investere i et godt helbred, er den bedste investering man kan foretage sig og alle kan begynde allerede i dag.

Mange sukkerfrie hilsner
Zophia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Translate »