Motivation

Kvinden i rollen som den “frelsende engel” og dens konsekvenser

Den seneste tid er jeg blevet klar over, at mange kvinder som jeg på en eller anden måde har haft berøring med er dybt forankret i rollen, som bedst kan betegnes som en frelsende engel. Ofte er disse kvinder slet ikke klar over dette faktum og spiller denne selvpåtagede rolle helt automatisk og uden at tænke over, hvorfor de gør det, heller ikke, hvilke konsekvenser deres adfærd har for dem selv eller for den sags skyld andre.

Umiddelbart har vi positive associationer, når vi hører betegnelsen frelsende engel, for vi tænker på, at her kommer der hjælp sendt fra himlen til én som virkelig har brug for at blive hjulpet, da vedkommende befinder sig i en livstruende eller meget vanskelig situation. Vi tænker på denne engel, i dette tilfælde i en menneskelig kvindelig form, som værende god og empatisk – det at være human og hjælpe andre er jo en positiv handling, det kan vi godt blive enige om.

Men i dette tilfælde har jeg observeret, af mange kvinder har tendens til at træde ind i denne rolle ikke kun på grund af, at de ønsker at hjælpe, men også fordi de grundlæggende har et lavt selvværd og ved at hjælpe andre og træde ind i rollen som frelsende engel får de mulighed for at løfte deres eget værd i deres egne og andres øjnene.

Desuden har jeg også observeret, at når de en gang har trådt ind i denne frelsende rolle, bliver de voldsomt afhængige af den og ydermere tiltrækker mennesker, som har tendens til at opføre sig som ofre og netop forventer at blive “frelst” ud af deres kniber, som de på mirakuløs måde konstant vikler sig ind i.

Rollen som frelsende engel går nemlig fint i samspil med offerrollen, disse to vil altid tiltrække hinanden for at kunne fortsætte deres behov for henholdsvis at være den, som frelser og den som bliver frelst. De er afhængige af hinanden for at kunne forblive i den rolle, de oftest ubevidst udfører. Den som frelser bruger alt sin energi og fokus på at hjælpe andre, ofte i en sådan grad, at vedkommende glemmer sig selv og sine egne behov, og dermed stagnerer i sin egen udvikling. Dette gælder også for den som hele tiden bliver frelst, for det er som udsgangspunkt svært at udvikle sig, når andre påtager sig ansvaret for at bringe én ud af de kniber, som man konstant havner i, fordi man ikke tænker sig om og ikke påtager sig ansvaret for sit eget liv.

Både den frelsende engel og offeret har et lavt selvværd og meget svage grænser, deres adfærd er ikke assertiv og det at sætte sunde grænser forekommer dem ualmindeligt svært.

Således har jeg igennem mange år haft mulighed for at observere mange kvinder og deres adfærd og kan på baggrund af mine observationer konstantere, at uhyre mange havner i rollen som den frelsende engel og for nogles vedkommende faktisk også i rollen som offer på en og samme tid.

Forleden hørte jeg nemlig en kvindelig leder fortælle om, hvordan hun selv er blevet bevidst om, at hun netop var sådan en frelsende engel for to af hendes medarbejdere. Hele situationen begyndte med, at hun påtog sig nogle af deres opgaver, da de havde gyldige undskyldninger, for at ikke gøre det. Men efterhånden som deres adfærd fortsatte, fandt hun ud af, at de simpelthen udnyttede hende. På trods af, at det var meget hårdt for hende, tog hun en svær beslutning om at sætte en grænse og afskedige dem, og det gjorde hun så. Hun blev pga. situationen opmærksom på, at hun var havnet i rollen som frelsende engel, der overtog og udførte andres opgaver og var i denne sammenhæng alt for dårlig til at sætte grænser, hvilket resulterede i, at hun blev udnyttet. På grund af hele situationen, fik hun dog en god mulighed for at udvikle sig og ændre sin adfærd, hvilket fremover gjorde hende til både et mere bevidst menneske, men også en meget bedre leder.

Derfor er det både vigtigt og ligefrem ofte nødvendigt, at vi af og til stopper op og gransker vores egen adfærd, når vi har viklet os ind i en ukonstruktiv relation eller måde at handle på.

Af de andre kvinder jeg har kendskab til, har der været tilfælde, hvor kvinden påtager sig rollen som frelsende engel over for enten partneren, voksne børn, venner og i værste tilfælde næsten alle som kommer i nærheden af hende.

Jeg har set nogle kvinder blive udnyttet og manipuleret i en sådan grad af f.eks. deres nærmeste og dybt uansvarlige familiemedlemmer, at det næsten ikke er muligt at beskrive. En kvinde har f.eks. været så stærkt viklet ind ind i denne rolle, at hun for at hjælpe sin voksne økonomisk uansvarlige søn også har handlet uansvarligt med det resultat, at hun mistede egen bolig og desuden stiftede stor gæld.

En anden har mistet sit helbred pga. overbekymringer for sine uansvarlige voksende søskende, der opfattede hende som den, der altid skulle hjælpe dem ud af forskellige kniber, oftest økonomiske.

Jeg kender til mange lignende eksempler og tror, at du også kan nævne nogle, men pointen er, at vi skal vågne op, når vi kan se, at den rolle som frelsende engel måske også er gældende i vores eget liv.

For mit eget vedkommende har det været en stor øjenåbner, da jeg for mange år siden deltog i en workshop, der handlede om assertiv kommunikation og adfærd. Da fandt jeg ud af, at min egen adfærd havde været temmeligt underdanig og jeg havde virkelig svært ved at stå ved mig selv og sætte grænser. Siden da er det gået meget bedre og jeg lærer stadigvæk at være mere assertiv og vælge det som er bedst for mig, samt at undgå roller som enten den frelsende engel eller offer.

For kvinder som har et ønske om at komme ud af disse uhensigtsmæssige roller kan jeg give følgende råd; ret din opmærksomhed mod dig selv, gør noget for at blive mere assertiv, styrk dit selvværd og gør i det hele taget noget for dig selv.

Herunder er opstillet i punkter nogle idéer til, hvad du helt konkret kan gøre for at komme ud af en negativ rolle som enten frelsende engel eller offer;

  1. Det er alfa og omega at stifte bekendtskab med den ASSERTIVE KOMMUNIKATION og tilegne sig viden og redskaber inden for området, for at blive bedre til at sætte grænser
  2. Styrk dit selvværd, læs gerne mit indlæg om at være ATTRAKTIV KVINDE for at få nogle idéer til, hvad du kan gøre for at styrke dit selvværd
  3. Spiser du meget sukker for at dæmpe stress forårsaget af dit virke som frelsende engel, er der flere grunde til at prøve en sukker detox og blive SUKKERFRI
  4. Afsæt tid til at tilegne dig nye færdigheder som både er afstressende og kan udvikle din kreativitet. Lær f.eks. at strikke, hækle, male eller at sy
  5. Sæt dig ind i, hvad du kan gøre for at forbedre dit helbred og få en SUNDERE LIVSSTIL
  6. Giv din krop en velfortjent PAUSE  til at stresse helt af fra den daglige trummerum
  7. Forkæl din hud, en smuk og frisk HUD får os til at føle os smukkere og giver dermed et bedre selvværd
  8. Prøv noget nyt, en OPLEVELSE som kan løfte dig
  9. Tab de ekstra par kilo som du har fået i løbet af vinteren på en naturlig og stille og rolig måde
  10. Fokuser på dig selv og dine egne behov!

Summa summarum er der ikke noget i vejen med at være en frelsende engel, men kun under forudsætning af, at der er tale om et enkeltstående tilfælde, samt at den vi hjælper virkelig har brug for hjælp. Men når hjælpeaktionen forvandler sig til en decideret “never ending story”, burde der være en rød lampe, som begynder at blinke og fortæller os, at vi er havnet i en forkert relation, der simpelthen udnytter os og det er på tide at tegne en stærk og tydelig grænse og sætte en stopper for det. Vi udvikler os ikke ved at være dørmåtter for andre og de andre udvikler sig heller ikke, når de bliver fritaget for ansvaret for deres egne uansvarlige gerninger.

Det var så lidt om dette emne, som jeg personligt finder utroligt spændende og som det fremgår af det ovenstående også har noget erfaring med. Jeg håber derfor, at vi allesammen konstant vil bestræbe os på at leve endnu mere bevidst, assertivt og med et godt selvværd til fordel for os selv, men også andre.

Kærlige hilsner
Zophia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Translate »