Motivation,  Spirituality

Junivelsignelser & det levende hjerte

Juni udfolder sig med sin overvældende pragt, solen velsigner alle med de varme stråler og den friske brise lufter hele mit væsen, mens jeg slentrer på stranden ved vandets kant. Det er hverken for varmt eller for koldt, jeg smelter nemmest sammen med vand- og luftelementet, de er en del af mig, de er faktisk mig og jeg er dem, vi følges ad.

At være tæt på havet renser og beroliger hver eneste celle i min krop, vandet er koldt og krystalklart, små fisk svømmer livligt, de befinder sig i det rette element ligesom jeg nu også gør. 

Stranden, vandet og vinden er for mig et symbol på friheden og jeg føler, at jeg formidler frihedens ånd til planeten lige i dette øjeblik, på samme tid er det en stærk følelse af ubundethed og glæden ved bare at være til. 

Jeg skal ikke være bundet af nogen eller noget, min frihedstrang er enorm, samtidigt er jeg også enorm glad for at have mulighed for at være til som bevidsthed i en fysisk form og opleve alt dette via kroppen. 

Jeg ved godt, at jeg ikke er den fysiske krop, som jeg som bevidsthed transporterer mig i, men det er rart at befinde sig i den og kunne erfare alt det, som denne planet tilbyder af oplevelser. I denne krop har jeg erfaret både glæde, men også smerte og det er normalt, når man er et menneske på denne planet.

Ubundethed er også for mig ikke at have for mange forventninger, for de fører ofte med sig mange skuffelser, så jeg lærer mig selv om at flyde med strømmen og tage det, som der kommer uden at gøre mig for afhængig af nogen eller noget. 

På min vej har jeg skullet tilgive mig selv og andre mange gange. Jeg har lært at tilgivelse gør mig let og fri, der er ingen grund til at rejse med en tung bagage, så jeg slipper alt det der ikke er nødvendigt.

Her på stranden går alting sin vante gang og de små fisk bekymrer sig heller ikke om noget som helst, de lever i nuet og nyder blot deres tilværelse.

Alting bliver meget lettere, når vi forsøger at leve i nuet, slipper fortiden og ikke tænker for meget på fremtiden og i stedet erfarer alt det, der er her og nu. 

Jeg lærer mig selv at leve på en bestemt måde og er klar over, at den adskiller sig ret meget fra den måde andre mennesker lever på, men jeg kan ikke andet, da jeg er en FREE SPIRIT og det fungerer ikke for mig at være ligesom andre.

Jeg er kommet hertil for at bringe lys, kærlighed og ånden af frihed til menneskene, og derfor er det at ubundethed og frihed fylder så meget i mit liv. 

Alt er godt, himlen er blå, mågerne flyver i små cirkler over vandet og i horisonten kan der skimtes hvide sejl fra en båd, hvad kan man ønske sig mere?

Jeg velsigner alt omkring mig og er fuldstændig til stede i nuet. Mit hjerte føles levende, det udstrømmer en varm energi, det føles bare så dejligt, lad energien spredes, lad der være lys, kærlighed og frihed på denne smukke planet.

Kærlige juni hilsner

Zophia

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Translate »