DIY

Lidt opdatering med hyggelige billeder fra København

Når jeg denne ene aften går rundt imellem juleboderne på Kongens Nytorv i København og beundrer alt det som de har at tilbyde, tænker jeg, at det er meget hyggeligt, men samtidig får jeg et indtryk af, at julen bliver mere og mere kommerciel. Jeg kan ikke erindre, at jeg som barn havde set skyggen af juledekorationer eller andet, som vedrørte den så tidligt som i november, men i disse tider er det muligt at høre julemusik meget længe inden decembers kommen og byen bliver pyntet med juledekorationer allerede i midten af november. Hvorfor er det blevet sådan? Hvorfor skal vi være tvunget til at opleve alt dette juleri så tidligt?

Det, at vi hører julemusik i forskellige butikker i november, er selvfølgelig for at få os bragt ind i julestemning med julegaveindkøb som følge. Nogle gange kan det blive for meget af det gode, for når vi har været i julestemning så længe, er der selvfølgelig en risiko for, at vi er blevet mætte og trætte af julen og at glæden ved at fejre den forsvinder.

Derfor beundrer jeg julemarkedet på Kongens Nytorv uden at leve mig specielt ind i julestemningen, da jeg synes, at det er lidt for tidligt. Derimod er det dejligt, at pladsen på Kongens Nytorv er blevet åbnet igen efter det mangeårige metrobyggeri og nu kan benyttes til forskellige formål. I gamle dage plejede der at være en skøjtebane om vinteren, men i år er der ikke penge til det, hvilket selvfølgelig er ærgerligt, da det kunne være hyggeligt med både et julemarked og en skøjtebane på samme tid, men man kan åbenbart ikke få alt. 

Jeg må indrømme, flot ser det ud med alle disse smukke lys i mørket og vi har jo netop nu brug for de kunstige lys pga. de ultra korte dage uden skyggen af solen. Vi må derfor huske os selv på at tage d-vitamin tilskud hver dag, det gør jeg i hvert fald, og lige nu tager jeg vegansk d-vitamin. Før tog jeg D-Pearls og de fungerede også udmærket, så husk at tage d-vitamin hver dag, for ikke at ryge ned i en unødvendig vinterdepression. 

I bund og grund, burde vi holde ferie nu i stedet for om sommeren og tage til et varmt land, for det er netop nu, vi mest har brug for solen i den mørke årstid. 

Ellers har jeg leget lidt og været kreativ, det kan du se her, hvis du er interesseret i, hvad jeg har kreeret og kunne tænke dig at lave din egen pynt til juletræet. 

Om lidt har vi Black Friday igen og det har jeg skrevet om sidste år her, så jeg kan kun tilføje, at ifølge min egen opfattelse, kan det være fristende at købe noget bare fordi det er blevet sat ned. Men i denne forbindelse er det værd at tænke på om man virkelig har brug for f.eks. endnu en blå bluse, hvis der i forvejen hænger fem af slagsen i ens skab.

For mig personligt giver det ingen mening at gå amok med at købe noget som helst kun fordi nogen har fundet på en dag, som går under navnet Black Friday, og hvor vi som forbruger bliver presset via udspekuleret markedsføring til at købe mere og mere. Det er ikke ensbetydende med, at vi aldrig skal købe noget, men lad os ikke blive manipuleret til unødvendige indkøb og kun købe, når vi virkelig har brug for noget.

I det hele taget er denne voldsomme købekultur gået alt for meget over gevind i den vestlige verden, vi har så meget i forvejen, at vi snarere burde overveje alternativer til Black Friday. Sådan et alternativ kunne f.eks. være, at vi i stedet for at købe nyt, holder en byttedag med andre, hvor vi bytter de ting, som vi ikke bruger længere. At lade vores ting cirkulere er både godt for vores pengepung, men ikke mindst miljøet, hvilket er vigtigt at huske på.

Reklamelinks til DIY: *Klokker med hus, grantræer, rensdyr og lyskæde indeni, *Julekugle med miniature julelandskab, *Materialesæt til polarlandskab

Anyway, besøg julemarkedet på Kongens Nytorv i København, hvis du har mulighed for det og nyd også den meget fine dekoration på facaden af Hotel Dangleterre og helst efter mørkets frembrud. Den er efter min mening en af byens smukkeste dekorationer, da den er eventyrlig, fortryllende og ikke mindst magisk med de kunstige blå istapper m.v. og det skal helst opleves med egne øjne.

Kærlige hilsner

Zophia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Translate »