
Resonans skaber hurtig manifestation
Det er overskyet, himlen er grå, små dråber vand falder på mit ansigt mens jeg slentrer i den smukke Botaniske Have og beundrer blomsterne. Blomsternes skønhed føles overvældende, hvordan kan noget være så smukt, tænker jeg mens jeg suger deres essens ind med alle sanser. I blomsternes selskab åbner jeg mig for min indre have, for inde i mig findes der også områder med en enorm skønhed.
I mit indre kultiverer jeg de smukkeste blomster, men har ligeså meget behov for områder og kroge, hvor den indre have får lov til at passe sig selv, der skal jo være plads til det hele. Men her i den veltrimmede Botaniske Have er der styr på hver eneste plante, alting er planlagt til punkt og prikke.
Mens jeg slentrer og beundrer de skønneste blomster funderer jeg som altid over livet. Ligesom mange andre er jeg optaget af det forestående folketingsvalg og har i den forbindelse et stærkt ønske om at finde den bedste kandidat, hvilket vil sige én, hvis værdier matcher mine egne.
Via sociale medier har jeg også fået øje på en kvindelig kandidat og følger nu hende, for at se, hvad hun ytrer sig om. Og så sker det underlige, at hendes valgplakat en dag lander i min fysiske postkasse, er det et tilfælde? Hvordan kan det ske, at ud af så mange kandidater, at det er lige præcis hendes plakat, der havner i min postkasse?
Mange mulige forklaringer dukker op i mit hoved, men uanset om det er et sammentræf eller noget andet, er jeg næsten helt sikker på, at hun får min stemme, for her er der tale om klar og tydelig resonans i forhold til hendes og mine værdier, især når talen falder på miljøet.
Som jeg har skrevet i tidligere indlæg har naturen en vigtig plads i mit hjerte og hvis det havde været op til mig, ville der blive plantet træer, buske og blomster over det hele, jo flere jo bedre.
Der er nogen der har sagt, at dér hvor der er resonans, sker der også en meget hurtig manifestation og vedkommende må have ret, eftersom min yndlingskandidats valgplakat også har manifesteret sig i min postkasse med lynets hast.
I mit liv er mine værdier min sandhed og mit kompas, som viser mig min vej, og derfor er jeg trofast over for dem. Mine værdier viser mig nemlig, hvad der gror inde i mig, og det som gror der, manifesterer sig tydeligt helt naturligt udad til, idet vores indre og ydre verden jo er stærkt forbundet med hinanden.
De smukke blomster stjæler hele billedet, de er havens muser, så sarte og vidunderlige er de i deres bedårende klæder, at jeg får lyst til selv at forvandle mig til én af dem og bare være en skøn blomst resten af dagen. Her er der skønhed og harmoni, de er begge tiltrængt i vores verden.
Når jeg forlader haven tager jeg en del af dens essens med mig og planter den i min egen indre have, dér er der altid plads til mere skønhed og harmoni. Jeg må selvfølgelig huske at pleje de vidunderlige blomster i min indre have, for at alt det smukke kan blive ved med at manifestere sig i mit ydre liv.
Hvordan ser din indre have ud? Hvilke planter gror der i den? Kender og følger du også dine værdier? Der er mange spørgsmål og sikkert også lige så mange svar i vores eventyr, som vi kalder livet. I mit eget eventyr er der som sagt altid plads til smukke blomster og opløftende oplevelser og jeg ønsker dig selvfølgelig det samme.
Kærlige hilsner
Zophia

Sådan bliver du mere attraktiv
Du vil muligvis også synes om

DIY – hyggelige lanterner til mørke efterårsaftener
3. november 2018
DIY Christmas & tilbud på Royal Copenhagen’s fine stjerneriflet porcelæn
14. december 2018