OTHER THINGS

Kære Jesus

Forleden hørte jeg en familiefar fortælle med stor indlevelse og hjertevarme om sin lille datter og hendes begejstring for julen. Den lille pige tror nemlig på julemanden og på trods af, at hun endnu ikke kan skrive, sørger hun med hjælp fra familien for at forfatte et brev til julemanden, hvori hun sender både sine julegaveønsker og varme julehilsner. Da jeg lyttede til mandens fortælling, fik jeg en dejlig følelse i kroppen, det var tydeligt, at denne familiefar elsker sin datter over alt på jorden og hendes glæde betyder alt for ham. Den lille pige glæder sig enormt til julen, gaverne, juletræet og alt det gode og hyggelige som julen står for. Og hendes forældre sørger for, at hun får en uforglemmelig jul og at hendes ønsker bliver opfyldt, og alt dette sker selvfølgelig i et tæt samarbejde med julemanden:-) 

Som en voksen pige skriver jeg af gode grunde ingen breve til julemanden, men inspireret af den lille pige, har jeg alligevel fået lyst til at skrive et brev.   

Jeg skriver derfor til dig, kære Jesus, da du og ikke julemanden er julens sande hovedperson. Det er mit første brev til dig. Måske er du vant til at få mange breve, måske ikke. Mit brev indeholder ingen julegaveønsker, jeg skriver, fordi jeg har noget på hjerte, jeg håber nemlig på, at vi kan lære hinanden lidt bedre at kende. For hvert år der går handler julen mindre og mindre om dig, andre ting synes at overtage din plads, det lader til, at menneskene har glemt dig, det er i hvert fald mit indtryk.

Måske er du blevet overrasket over at høre fra mig, da jeg generelt aldrig har interesseret mig for dig, jeg er nemlig lige præcis ligesom mange andre, optaget af mit eget liv og alle de udfordringer jeg møder på min vej. 

Ligesom den lille pige troede jeg engang på julemanden indtil jeg ikke gjorde det længere. Indtil jeg var 14 år gik jeg i en katolsk kirke om søndagen og til religionsundervisningen en gang om ugen, men så kom den dag, hvor jeg også holdt helt op med det. Min afsked med kirken og religionen skete bare som det mest naturlige i verden uden nogen form for oprør eller tydelige årsager, det sagde mig bare ikke noget mere, så jeg forlod det ganske stille og roligt.

Med kirken og religionen forlod jeg også dig, kære Jesus, samt andre bibelske personer. Det havde været ret let, da jeg aldrig har haft nogen særlig forhold til hverken dig eller andre nytestamentlige personer. Og nu skriver jeg til dig og må indrømme, at jeg ved ikke hvem du er, jeg ved kun det som kan læses i Det Nye Testamente og en del af det er upålidelig viden, viser det sig efter lidt granskning.

For en person med hang til blind tro er de nytestamentlige fortællinger hundrede procent sande, men de indeholder mange uoverensstemmelser. Så hvem er du, kære Jesus? Vi kender ikke en gang din fødselsdato, på den anden side, er det måske ikke så vigtigt alligevel? Vi synger, at “Et barn er født i Betlehem”, mens de fremtrædende religionshistorikere påstår, at det ikke passer, da du som historisk person højst sandsynligt er blevet født i Nazareth, din hjemstavnsby. Vi får serveret mange fortællinger i Bibelen, som viser sig at være historisk ukorrekte, så hvad skal vi tro? Personligt vil jeg helst vide og ikke tro, da jeg mener, at tro og religiøse forestillinger hører barndommen til. Her taler jeg om den spirituelle barndom. 

Mens du levede blev du med stor sandsynlighed aldrig portrætteret og du efterlod ingen skrifter. Vi ved ikke, hvordan du så ud, vi har heller aldrig set et dokument skrevet af dig. Det Nye Testamente består udelukkende af skrifter som er skrevet af nogen som aldrig har mødt dig personligt og oven i købet er blevet skrevet flere årtier efter din død. Derudover kender vi ikke evangelisternes identitet. Evangelierne er skrevet af anonyme forfattere. Kan du se, hvad jeg mener? Hvis jeg mødte dig tilfældigt på gaden, ville jeg aldrig være i stand til at kunne genkende dig, jeg ved ikke, hvordan du så ud dengang, du levede. Der findes dog en bred enighed om, at du er en virkelig historisk person, jeg tilslutter mig den holdning, for ellers ville jeg ikke skrive til dig. 

Hvis det var muligt at møde dig, kunne jeg netop godt tænke mig at møde dig som den ægte historiske Jesus. Troens Jesus er ifølge min optik uinteressant, idet han repræsenterer for mange urealistiske fantasier, som baserer sig på gammeltestamentlige myter og andre forestillinger. Det menneske som du var af kød og blod, den ægte historiske Jesus, kan vi inspireres af, og den ægte person kunne jeg tænke mig at vide mere om.

I denne sammenhæng kan jeg ikke lade være at tænke på, at alle nok har deres egen forestilling om, hvem du er og i virkeligheden, ved vi meget lidt om dig, ligesom vi ved meget lidt eller ingenting om Gud. Ja, jeg nævner Gud, da jeg ikke er ateist. Jeg forlod religionen, kirken og dig, men ikke Gud. Jeg opfatter mig selv som værende et spirituelt væsen iklædt en fysisk dragt for at kunne være og opleve denne underlige fysiske verden. Som du kan læse, er det svært for mig at være koblet til en religion, det siger mig nemlig ikke særlig meget. Der er i virkeligheden ingen religioner som jeg forbinder mig med, på trods af, at nogle enkelte elementer tilhørende den ene eller anden tro, kan tiltale mig af og til. 

Grundlæggende synes jeg, at der er kommet mange gode ting ud af kristendommen, den kultur som jeg lever i, er jo stærkt præget af den og julen er selvfølgelig en af dem, hvilket er meget hyggeligt i den mørke tid. Det lader dog ikke til, at jeg nogensinde vender tilbage til den kristne kirke og selve religionen. Jeg foretrækker nemlig at være en free spirit, simpelthen være fri for religionens bindinger og alle dens dogmer. Det har heller ingen betydning for mig, hvad andre tror på eller hvordan de lever deres liv, jeg har det ganske fint såvel med troende som med ikketroende. Alle har ret til at følge deres eget hoved og hjerte. Det er derimod vigtigt for mig, at vi alle bestræber os på at være gode mennesker og lige præcis det punkt mener mig om din undevisning, ifølge Bibelen.

Som sagt kunne jeg godt tænke mig at lære den historiske Jesus bedre at kende. Det bliver dog ikke ved hjælp af teologer, da jeg ikke stoler på deres undervisning, de har nemlig deres egne dogmer som ikke interesserer mig, jeg søger kort sagt sandheden. I det såkaldte spirituelle miljø finder jeg dig heller ikke, på trods af, at der findes mennesker disse steder, som kanaliserer budskaber fra åndelige væsner, nogle gange også fra Jesus, men disse budskaber stammer ikke fra dig, det ved jeg. Der findes åbenbart væsner i den astrale verden som gerne udgiver sig for at være dig, deres falske budskaber har absolut ingen interesse for mig. Det er meget vigtigt for mig, at du ved det, jeg søger ikke illusioner, jeg er ikke længere en lille pige.

Lad os nu se om du får mit brev der, hvor du befinder dig nu, hvor end det er. At ønske dig glædelig jul, føles underligt, da det jo er din fødselsdag vi fejrer, og for det andet er ordet “jul” jo hedensk dvs. har oprindelse i førkristen tid altså før din tid:-) Måske er det bedst, at jeg bare ønsker dig en rigtig god fødselsdag, kære Jesus og måske på snarligt genhør?

Zophia

En kommentar

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Translate »